1 Guds Naade jeg altid prise vil,
Thi han mit Hjerte on glæde,
Han siger mig sit Venskab til,
Alt Godt mig haver tilrede,
Om jeg hans salige Ord vil tro,
Som Skriften monne os sige.
Hos ham i Himmerig vil jeg bo,
Og aldrig fra hannem vige.

2 Jeg vil og altid være ham nær,
Og altid om ham tale,
Hans salige Ord er mig saa kjær,
De kunne mig bedst husvale;
Naar Gud det skikker, og det saa sker,
At jeg til hannem skal fare,
Mit Sind sig glæder, mit Hjerte ler,
Min Sjæl den vil han bevare.

3 O Gud, jeg vel befinde kan,
at der er Angst og Kvide
Hos Fattig og Rig, hos Kvinde og Mand,
Sit Kors taalmodig at lide;
Thi Kjød og blod ere skrøbelig,
Det saa vi Alle finde,
Gud unde os stride mandeligt,
Vore Fiender at overvinde.

4 Naar Fristeren til min Samvittighed gaar
Mig til Fortvilelse at føre,
Ved Guds Magt jeg uforfærdet staar,
Jeg vil hannem intet høre!
Saa maa han vige, den fule Aand,
Med sine gloende Pile,
Min Sjæl befaler jeg Gud i Haand,
For evig hos ham at hvile.