1 Vær velsignet, Naadethrone,
Tusind' Gange, at du var
Villig Synden at forsone,
Som dig selv fortørnet har!
O, hvor fylder himmelsk Lyst,
Tak og Kjærlighed mit Bryst,
Naar min frelste Sjæl betænker,
Alt, hvad Jesu Død mig skjænker!

2 Jeg omfavner dine mange
Purpurrøde Slag og Saar,
Og vil kysse tusind' Gange
Hvert et Naglegab og Skaar!
O, hvo kan den Kjærlighed
O den svare Tørst, du led,
For mig Arme løs at rive,
O, hvo kan den Tørst beskrive!

3 Kom, min Læge, at forbinde
Mit forknuste Sind og Mod!
Lad mit arme Hjerte finde
Redning i din Død og Blod!
Tag den ganske Skade bort,
Sommig Adams Fald har gjort,
Og jeg selv har bragt tilveie,
Ved din Pines blodig' Leie!

4 Skriv mig, Jesu, dine Vunder,
Blod og Død i Sjælen ind,
At jeg ser dem alle Stunder
Trykt og prentet i mit Sind!
Du alene er den Mand,
Som min sjæl husvale kan;
Lad mig her ved Korset kjende
Din Forsonings Maal og Ende!

5 Disse Fødder vil jeg holde
Som min Sjæls den faste Stavn,
Mine Hænder vil jeg folde,
Og dig spænde i min Favn;
Lad mig finde Ly og Læ
Under dette Livsens Træ!
Sig: lad Sorgen borte blive,
Jeg vil al din Synd fordrive!