1 O Jesu, Præst i Evighed!
Her lader du det kjende,
Hvorfor Gud dig af Himlen ned
Til Jorden vilde sende,
At Syndere du kunde med
Din Fader vel forlige,
Og give dennem Det og Sted
I Ærens evig' Rige.

2 Og nu Disciplene, som skal
Det Sone-Embed føre,
Saa de paa Jorden Himlens Sal
Med Sjæle rig kan gjøre,
Dem styrker du med Naad og Fred
Og deres Synd forsoner,
Ja dem med Himlens Myndighed
Og store Naade kroner.

3 Som Faderen dig sendte ud
Og salved' uden Maade
Med Aand og Kraft udi sit Bud,
Saa vil du og i Naade
Ved Aand og Kraft und dennem staa,
Som dine Bud skal bære
Og om i hele Verden gaa,
Dit salig Ord at lære.

4 O Jesu. giv mig Naade til
Det Embede at ære,
Som selv saa høit du hædre vil,
At jeg dit Ord og Lære
Ei blæser hen i Veir og Vind,
Saa jeg forstokket bliver,
Og i mit flintehaarde Sind
Til Døden bunden bliver!

5 Lad mig ei her den ringeste
Foragte af dem alle,
Som du til dine Tjenere
Behaget har at kalde!
Lad mig min Synds Afløsning saa,
Los her min Syndekjæde,
Saa er jeg fri, at jeg kan staa
For Domstol din med Glæde!

6 Giv, Herre, at din Lærestand
Maa ret anstændig føres;
Lad Intet, som forange kan,
Om Sandheds Vidner hOres!
Oplys dem selv, som Lyset bør
I Ord for os fremsætte;
Hjælp, at de efter Ordet gjør,
Og alting vel udrette!

7 Hold saa din høier Haand til Fred,
Din Aand til Fryd og Glæde
I dennem, at de altid med
Frimodighed kan træde
For Folket frem og Sandheds Ord
Forkynde til din Ære,
Saa længe Kirken har paa Jord
I Sorg og Strid skal være!