1 O Gud, af Himlen se hertil
Dig over os forbarme!
Saa faa er de, dig tjene vil,
Forladte er vi Arme;
Dit Ord man ei vil lade staa,
Og Troens Lys flux ud vil gaa
Hos alle Folk paa Jorden.

2 De lære idel Falsk og Svig,
Hvad selv de bar opfundet;
Thi Hjerterne samdrægtelig
I Guds Ord ei er grundet,
En lærer det, en Anden det,
Bedrage os med Men'skens Sæt,
Med Fromheds Skin og Iver.

3 Gud vil den Lærdom rykke bort,
Som falsk Hellighed fremmer,
Dertil hver Mand, som taler stort:
Hvo er den, somos skræmmer?
Vi ene have Ret og Magt,
Saa hvad vi sige, det er sagt,
Hvo tør os ville mestre?

4 Dog Gud han siger: nu jeg vil
MinKirke mig antage,
Og bøie Øret naadig til
Dens Kjæremaal og Klage;
Mit salig Ord skal nu for Dag,
Som lindrer Armes Nød og Nag
Og Fiendens Magt omstøder.

5 Som Sølv maa gjennem Ilden gaa,
Om lutret det skal blive,
Saa paa Guds Ord man ligesaa
I allen Stund Agt give:
Det vil ved Korset prøvesmest,
Dets Kraft da kjendes allerbedst
Og lyser trindt om Lande.

6 O milde Gud, dit Ord bevar
Fra al den falske Lære,
At ikke dem, du samlet har,
den fange skal og snære1
Af Onde her du finder nok,
Som øde vil din lille Flok,
Men, Gud, forbyd det! Amen.