1 Afvend fra os, o Herre mild,
Den Straf, som Ridkjærhedens Ild
For vore Synder har opvakt;
Tænk paa din dyre Naadepakt,
Fri os fra Krig og Hungersnød,
Fra Pest og andre haarder Stød!

2 Se naadig til os Arme, som
Kan ei bestaa for Ret og Dom,
Men tigger Naade, og vel ved,
At om du ei af Miskundhed
Forskaane vil, al Verden maa
For Syndens Skyld tilgrunde gaa.

3 O Herre, ikke os forkast!
Din Trofasthed staar evig fast;
Thi skaan os nu for Straffens Ris,
Og i al Nød os Hjælp bevis,
Stat os med din Miskundhed bi
Og gjør os fra vor Jammer fri!

4 Vi vil du dog fortørnes paa
Os Svage, Usle, Arme Smaa?
Du, som os skabte med dit Ord,
Ved, vi er' Intet uden Jord;
Ret grant dit klare Øie ser,
Hvor skrøbelig vor Tilstand er.

5 Ved Synden vi fordærved' er',
Os frister Satan endnu mer',
Saa gjor og Verden, Kjød og Blod,
Endskjønt vi dem vil staa imod;
Den Jammer er dig vel bekjendt,
O Gud, din Naade os tilvend!

6 Tænk paa din Søns, den bitre Død,
Og paa hans Blod, som for os flød,
Deri er for al Verdens Synd
Forsoning fuld af Kraft og Fynd;
Vi trøste os derved al Tid,
Og haabe paa din Naade blid.

7 Veskjerm' os du alene kan,
Velsigne dette Sted og Land,
Und os altid dit hellig' Ord,
Afvend selv Djævlens List og Mord,
Giv os tilsidst en salig Død,
Og hos dit hisset Glæden sød!