1 Min Sjæl vær lystig, glad og fro,
Og lad ei Verdens Kvide
Forraske dig, men tænk og tro,
Du kan paa Jesus lide,
Som haver efter denne Død
Det Bedste udi Gjemme
Til dig, at du i alslags Nød
Dig ikke skal forgræmme.

2 Lad Hedninger, som intet Haab
I Jesu Christo have,
Henjordes og med Jammers Raab
Al deres Fryd begrave;
Den Glæde holder jeg ei paa,
Den maa sin Afsked tage,
Som ikke længer kan bestaa
End med mig Levnets Dage.

3 Men jeg fuldkommen tror og veed,
At Jesus Christ, min Herre,
Opstod til min Retfærdighed,
Til evig Fryd og Ære;
Jeg leve vil i ham og dø,
Og hvile paa hans Naade,
Og om mit Kjød er kun som Hø,
Dog er hans Død min Baade.

4 Thi som han traadte under fod
Den Død, os vilde fælde,
Og op igjen fra Døde stod
Ved Guddoms Magt og Vælde,
Saa skal vor' døde Ven og Krop
Til evigt Liv og Ære
Ved Jesu Værdskylds Kraft staa op
Forklarede og skjære.

5 Og vi skal engang se den Dag,
Da Jesus han vil komme
Til de Udvalgtes Velbehag
Og Trøst for alle Fromme,
Med Over-Engles røst og Skrig,
Og Guds Basune røre,
Sin Hjord henop til Himmerig
Med Herrepragt at føre.

6 Derpaa skal de først komme frem,
Som er' i Christo døde,
Og vi, som leve, skal med dem
Henrykkes til at møde
Vor Jesus udi Skyen, som
Af Naade vil os give,
At vi i Himlens herredom
Hos Gud maa stedse blive.

7 Frisk op, min Sjæl, forsag da ei,
Om du end skal indtræde
Ad en fuldtornet Sti og Vei
Til denne store Glæde!
Lad Kors og Kummer, Verden, Sorg
Dit Hjerte intet bryde,
I Himlens store Frydeborg
Skal Glædestrømme flyde!

8 Frygt ei for Døden, men bered
Dig villigen at tage
Imod den Bægers Bitterhed,
Naar du den faar at smage!
Tænk paa den Kalk, som Jesus drak,
Fuld af din Syndegalde,
Favn ham i Troen, giv ham Tak,
Han dig vil til sig kalde!

9 Frygt ei for Graven, men gak ud
Fra Verdens megen Jammer,
Om Orme gnave skal din Hud
Udi dit Sovekammer,
Du skal opreises uden men,
Naar Jesus aabenbares,
Og dine Lemmer hver og en
Ved hannem skal forklares.

10 Styrk mig, o Gud, i denne Tro
Mod Dødsens grumme Vaade,
Lad Sjælen stedse finde Ro
I Jesu Død og Naade!
Jeg trøster mig i al min Ve,
I Skjændsel og Vanære,
At jeg skal Gud I Ære se;
Hvor godt er der at være!