1 O kjære Sjæl, luk up din Mund,
Den Tunge bør sig røre
Med Tak udaf dit Hjertes Grund,
At Gud og Jesus høre,
Hvor du ved Guds Aand takke vil
For Ordet, han dig sendte til:
O se, hvad du kan gjøre!

2 Hvor kan jeg noksom skjønne paa,
Og værdelig begrunde,
At Verden, som i Synden laa,
Gud vilde dog forunde
Sit saliggjørend' hellig' Ord,
Ja Daaben og sin Nadvers Bord,
Hvorved den hjælpes kunde!

3 Og, at vi kan hans Naade se,
Han Lærere os sender,
Hans Ord og Sakramenterne
De har i Mund og Hænder,
Og med Formaning til Enhver,
Forstandere i Herren er';
Gid vi den Naade kjender!

4 Det Embede saa værdigt er,
Gid vi det aldrig savne,
Men dem, som deri tjene her,
Med KjΩærlighed omfavne,
Og leve samtlig udi Fred
Med god og frelst Samvittighed!
Det vil os meget gavne.

5 Men, o min Sjæl, det er ei nok,
At vi Guds rite Naader
Annammet har i tusind' Skok,
Det os dog intet baader,
Om vore Lærer' og hver Mand
Vi elske ei,og med Forstand
Til Enighed dem raader.

6 Slet Ingen udi Verden her
Fuldkommen er at finde,
Der findes Feil hos En og Hver,
Det være Mand og Kvinde;
Thi bør vi den, som skikker sig
Ei vel, men er uordentlig,
Med Kjærlighed paaminde.

7 Den, som i Sind nedslagen er,
Guds Trøst vi bør tilsige,
Og, hjælpe op med stor Begjær
Den Faldne, Skrøbelige,
Og Ondt med Ondt ei lønne saa,
At vi fra Kjærligheden gaa,
Og miste saa Guds Rige.

8 Gid Jesu Glæde i os bo,
Og Bønnens Aand os røre,
At vi vor Gud med Glæd' og Ro
Taksigelse kan gjøre,
Og aldrig staa Guds Aand imod,
Men tro hans Ord af Hjerterod,
Det elske, ære, høre!

9 Giv os, o Gud, din Helligaand,
Hvorved vi ret kan prøve
Hver Lærdom, og med sund Forstand
Os i den sande øve,
Og fly al Ondskabs Skam og Skin,
At ei i usund Lærdoms Trin
Guds Aand vi skal bedrøve!

10 Men Fredens Gud i Kjærlighed
Os saa tilsammen binde,
At i hans Kraft vi blive ved
Et helligt Navn at vinde,
Saa Sjæl og Aand og Legem maa
Paa Christi Dag fuldkomne staa,
Guds Salighed at finde!