1 O Jesu, Verdens Frelsermand
Du store Livsens Fyrste!
Som Hjorten efter Kildevand
Min Sjæl for dig mon tørste.
O du, Gud Faders evig' Søn,
Som vilde fra dig Rige
Dybt nedstige,
At frelse Adams Kjøn
Og Satan at bekrige!

2 Da jeg og alle Mennesker
Var' kast' i Dødens Grube,
Ved Adams Synd i al Ufærd
Og Satans grumme Strube,
I Tidens Fylde lod do dig
Udaf en Jomfru føde,
For at døde
Vor Død, og Satans Svig
Og Rige at omstøde.

3 Din Faders Vredes Ild og Brand
Selt Ingen kunde dæmpe
Foruden dig, du Gud og Mand,
Vor Sag du vilde læmpe
Og for os indgaa haarde Kær,
Til Borgen dig at sætte
Og indrette
Et blodigt Offer, for
Misgjerning at udslette.

4 Saa har du med dit dyre Blod
For mig og Alle sonet,
Og gjort fuldkommen Syndebod,
Fra evig Død os skaanet,
Om vi ei ubodfærdelig
I Synden os formaster,
Og forkaster
Vor arv i Himmerig
Ved Vantro Skam og Laster.

5 Mig skal ei Vellyst derfor mer',
Ei Rigdom mig betage,
Og ingen Høihed, som jeg ser,
Mig nogen tid behage
Imod min Jesu Kjærlighed;
Hans Kors, hans Saar og Plage
Alle Dage
Gjør mig af Verden kjed
Og skal mig derfra drage.

6 Og om jeg havde Synder fler'
End Havets Sand i Mængde,
Og Satan, som min Ufærd ser,
Med Fristelser mig trængde,
I Troen vil jeg ham imod
Med Jesu Værdskylds træde
Og den Glæde,
Jeg have i hans Blod,
Som nu hos Gud har Sæde.

7 Skal jeg og efter Guds Behag
Flux mer' end Andre tage
Af Korset og hver Levnets Dag
Min Byrde møisom drage,
Min Sjæl forbedres dog derved;
Thi du mig understøtter,–
Korset nytter,
Thi ved Taalmodighed
Jeg nær til Himlen flytter.

8 Om af min sterke Fiende jeg
Skal og forfølget være
Og tage mangen mægtig Streg
Paa legem, ja paa Ære;
Lad ham kun, mens hans Magt formaar,
Forfølge, slaa og slide,
Jeg vil lide,
naar jeg beser de Saar
Paa Jesu Rug og Side.

9 Naar Svaghed mig og lægger paa
Min Sotteseng, og Smerte
Mig griber an fra Top til Taa,
Til Marv, til Ben og Hjerte,
Da trøster mig din Pines Kraft,
Som jeg i Sjælen finder,
Og som rinder
Fra dit Blods dyre Saft,
Som mine Saar forbinder.

10 Og endelig i Dødens Stund,
Naar Øinene vil briste,
Skal Ingen mig i Dødesn Blund
Af dine Hænder vriste;
Udi din Død jeg dristelig
Og i dein Tro vil vove
At hensove,
Du ta'er min Sjæl til dig,
Som skal dig evig love.