1 Hvi vil du dig saa klage
Og give, kjære Sjæl?
Dig saa med Sorrig plage?
Tro dog din Frelser vel,
Vær dog i hannem fro,
Han ved din Sag at vende
Til god og lyksom Ende,
Det skal du stadig tro.

2 Han aldrig dem forlader
I nogen Modgangs Tid,
Som kjende ham for Fader
Og slaa til ham sin Lid;
Ser det end farligt ud,
Saa tør du dog ei grue,
Du skal dog Frelse skue
Fra al Miskundheds Gud.

3 Han aldrig monne glemme,
Hvad Nød du er isted,
Thi skal du dig ei græmme,
For Mennesker er vred;
Kun ti, og lid og bi,
Vil han dig Hjælp tilskikke,
Saa kan al Verden ikke
Der gjøre Hinder i.

4 Om Satans Hær end sværmer,
Saa er dog Gud din Borg,
Som altid dig beskjermer,
Og redder af al Sorg;
Om hele Helvede
Sig ind imod dig sætter,
Det intet dog udretter,
Guds Vilje dog maa ske.

5 Skal det og hart tilgange,
Saa vrid dig ei derved,
Det gaar saa andre Mange
I denne Usselhed;
Langt bedre det dog er
Med Guds Folk her at lide,
End finde hisset qvide
I evig Døds Ufærd.

6 Lad dig derfore nøie
Med det i Jesu Navn,
Som Gud vil selv tilføie,
Det alt er til dit Gavn;
Dit Haab paa ham kun stil,
I hvad der gaar tilhaande
Dig frelse af al Vaande
Han baade kan og vil.

7 Derfor jeg ham hengive
Mig vil og al min Id;
Gud unde mig at blive
Derved til evig Tid;
Det alt behager mig,
Som Herren selv behager,
Jeg ved, han Omsorg drager
For mig saa faderlig.