1 Herre Gud, du er og bliver
Den, som jeg har hjertenskjær;
I dit Hus een Dag mig giver
Mere end som tusind her;
Under Livets Strid og Nød
Hvilen i det Ord hvor sød!
Og hvor godt hos dig vor Hyrde,
At saa glemme Dagens Byrde!

2 Udenfore Hjertet isner,
Verden er saa koldt et Hjem,
Troen kjølner, Haabet visner,
Ukrud vokser frodig frem;
Liv og Lykke varer kort,
Venner skilles, vandre bort,
Rakel sine Børn begræder,
Trøstes ellers ingen Steder.

3 Men, naar til mig Ordet kommer
Stærkt og trofast fra min Gud,
Som de skjulte Tankers Dommer,
Som et Trøstens Sendebud,
Som en Torden, som en Ild,
Som en Lustning sød og mild,
Da min Sjæl til Himlen bæres,
Tidens Sorg som Røg fortæres.

4 Og naar Salmesangen stiger
Op mod Evighedens Kyst,
Uro stilles, Angest viger,
Hjertet banker høit af Lyst,
Sjælen op fra Jordens Grus
Længes til sin Faders Hus,
Med sin Gud i Aanden taler,
Og i Haabet sig husvaler.

5 O min Sjæl, du skal dig svinge
Til det Salems Berg engang,
Hvor Kerubers Harper klinge
Til Forløstes Seierssang!
Syng da nu, send Bønne-Bud
Sent og tidlig hjem til Gud,
Mens du end paa Jord en Fremmed
Vandrer langt fra Fader-Hjemmet!

6 Dage komme, Tider flygte,
Hold dig til Guds Ord og sig:
Det er mine Fødders Lygte,
Og et Lys her paa min Sti.
Søg din Glæde i det Ord,
Som fra Himmerig til Jord
Bær den Naadeskat, der giver
Trøst og Fred, som evig bliver.

7 Kristne, medens her vi vandre,
Lader os paa Fædres Vis
Bede sammen med hverandre,
Glade synge Herrens Pris!
Hør da, Gud, vor Bøn og Sang,
Og velsign vor Kirkegang,
Lad dit Aasyns Straaler falde
Sødt i Hjertet paa os alle!