1 Den Ædelsten saa rosenrød
I Troens Krone, Kristi Død,
Med Pine svar og Plage,
Sæt du den høit af Hjertens Grund,
Og se dertil i allen Stund,
Vil du hans Sødhed smage!

2 Stor Harm det var og Ynk at se,
De slog ham fast med Nagler tre,
De Ænsed ei hans Pine;
Da mægtig han stod op af Grav,
Han bar enddu de Naglegab,
Og tede dem for Sine.

3 Fuldkommet blev til Mande-Bod
Bogstavelig, hvad skrevet stod,
Og spaaet var forleden;
Han led al Syndens Straf og Tvang,
Ham Pinen gjorde Fredag lang,
Til os saa vandt han Freden.

4 Da han sit Hoved bøied ned,
Al Verden gav sig svart derved,
Gav Suk for Synder sine;
Mens Jorden skalv, ved Middags-Tid
Blev mørk som Nat al Verden vid,
For Jesu Død og Pine.

5 Han sagde: Fader, i din Haand
Befaler jeg min Manddoms Aand,
Hos dig den tør vel blive,
Hvad du mig bød, det har jeg gjort,
Fuldført dit Værk og holdt dit Ord
Den Stund, jeg var i Live.

6 I Paradis den Mand af Jord,
Os avled, brød vor Herres Ord,
Os alle til stor Kvide;
Betænk, hver Sjæl, da Jesu Død!
Den frelser dig af evig Nød,
Som var din Dom at lide.

7 Saa hav da Tak til evig Tid,
Min Jesus for du tog saa blid
Fra mig de Kaar saa tunge!
Helbred mig nu med dine Saar,
Giv Glæden mig, som ei forgaar!
Saa vil jeg dig lovsjunge.