1 Den signede Dag, som vi nu ser
Med Blide til os opkomme,
Den lyse af Himlen mer og mer,
Os alle til Lyst og Fromme!
Det kjendes paa os, som Lysets Born,
At Natten den er nu omme!

2 Den signede Stund, den Midnats Tid,
Vor Herre han lod sig føde,
Da klarned det op i Øster-Lid
Til deiligste Morgenrøde,
Da Lyset oprandt, som Jordens Kreds
Skal lysne udi og gløde.

3 Om levende blev hvert Træ i Skov,
Og var saa hvert Blad en Tunge,
De kunde dog ei Guds Naades Lov
Med værdelig Røst udsjunge;
Thi evig nu skinner Livsens Lys
For Gamle og saa for Unge.

4 Thi takke vi Gud, vor Fader god,
Som Fulgen i Morgenrøde,
For Dagen, han os oprinde lod,
For Livet, han gav af Døde!
For alt, paa vor Mark i tusind Aar,
Der grode til Sjæle-Føde!

5 Nu sagtelig skrid, du Pinsedag
Med Straaler i Krans om Tinde!
Hver Time til Herrens Velbehag
Som Bække i Eng henrinde,
Til frydelig sig tilsidst de sno
Op under de grønne Linde!

6 Som Guld er den aarle Morgenstund,
Naar Dagen opstaar af Døde,
Dog kysser os og med Guld i Mund
Den liflige Aftenrøde,
Saa tindre end maa det matte Blik,
De blegnende Kinder gløde.

7 Saa reise vi til vort Fædreland,
Der ligger ei Dag i Dvale,
Der stander en Borg saa prud og grand
Med Gammen i gyldne Sale,
Saa frydelig der til evig tid
Med Venner i Lys vi tale!