Af Dybsens Nød raaber jeg til dig

1 Af Dybsens Nød raaber jeg til dig,
Herre Gud, du ville mig høre!
Dit Naadens Øre vend du til mig,
Min Bøn jeg vil fremføre,
Giver du paa vore Gjerninger Agt,
At hevne Sunden med din Magt,
O Herre, hvo kan det taale?

2 Hos dig gjælder ene Naade og Gunst
Til Synden at forlade;
Naar vi dig nogen Tid have mist',
Vi vide os ei at raade;
For dig sig Ingen berOmme kan,
Thi ma dig frygte alle mand
Og trøste sig paa din Naade.

3 Til Gud staar alt mit Haab og TrOst,
Min Gjerning kan mig ei baade,
Thi du alene har mig forløst
Af din usigelig' Naade;
Dine Ord de ere den dyre Skat,
Som du os haver efterladt,
Dem ville vi gjerne høre.

4 Skal det end vare fra Morgenstund
Og indtil Aftens Ende,
Da skal mit Hjerte dog ingenlund;
Fortvivle og fra dig vende;
Saa bør det være ret Israels Art,
At haabe og tro af Hjertet snart
Og Naade af ham begjære.

5 Dog Synden hos os er mangefold,
Hos Gud er meget mer Naade,
At hjælpe os er han vel huld
Af Nød og Alskens Vaade;
Han er forvist den rette Tolk,
Som har forløst alt Israels Folk
Af Sorrig og Synder alle.

6 Gud Fader, Søn og Helligaand,
Ham vil vi prise og ære,
Thi os har ingen frelst uden han,
Som vi af Skriften lære;
Thi bør ham Lov og Tak alen'
Til evig Tid foruden men,
Dertil sige vi nu Amen.

Source: Psalmebog, udgiven af Synoden for den norske evangelisk-lutherske Kirke i Amerika (2nd ed.) #157