1 Naar mig min Synd vil krænke,
O søde Jesu Christ,
Da lad mig vel betænke,
At du korsfastet est,
Og al min Syndestraf og Ve
Har taget da du døde,
Med dig paa Korsets Træ.

2 Forundring mig betager,
Naar jeg betragtre vel:
Man Herren ilde plager
I Stedet for hans Træl;
Den evige og sande Gud
For mig fortabte Synder
Har Dødsstraf standet ud.

3 Hvad skulde nu mig skrække
Min Synd saa mangeled,
Nu Jesus vil mig dække
Med sin Retfærdighed;
Min Skyld betales med hans Død,
Saa at jeg ei tør frygte
For Helveds Kval og Glød.

4 Thi siges af mit Hjerte,
Min Herre Jesu sød,
For al din Angst og Smerte
Dig Tak indtil min Død,
For dine Saar og blodig Sved,
For din uskyldig Pine,
Og for din Kjærlighed.

5 Ak, lad din Marterplage
Hver Time og hvert Sted
Mig minde, at forsage
Al Synds Begjærlighed,
Ja lad mig ei evindelig
Forglemme, hvad det kosted',
Da du forløste mig!

6 Hjælp mig med Taal at bære
Mit Kors og al Fortræd,
Samt Spot og al Vanære,
Som jeg bebyrdes med!
Da jeg med Verden Afsked ta'r,
Og følger det Exempel,
Som du mig givet har.

7 Hjælp, at jeg mod in Næste
Udøver Kjærlighed,
Som du til Alles Bedste
Bevist har mangelid,
Og uden Egennyttighed
Enhver at gavne stræber
Med kjærlig Nidkjærhed!

8 Og naar min Død tilstunder,
Da lad mig finde Trøst
I dine Saar og Vunder,
Og tro for ganske vist,
At som mit Haab er sat til dig,
Saa skal jeg dig bekomme,
At se evindelig!