1 Over Kedron Jesus træder
Med frivillig Aand og Mod,
Græder, alle Øine, græder,
Græder, om I kunde, Blod!
Se, hvor Bladet er nu vendt,
Aale Buer nu er spændt,
Som paa Jesum Sigte tage,
For at bringe ham af Dage.

2 David engang tung om Hjerte
Gik henover Kedrons Vand,
Fuld af Harm, af Graad og Smerte,
Flygtig i sit eget Land;
Men, o Jesu, maatte du
Ikke ængstes mere nu?
Du, som dig til Døden skynder,
Bær al Verdens Sorg og Synder.

3 Gaar du ind udi en Have,
Som er Folkets Frydested,
Angest vil sig strax tillave,
Følger dig i Hælen med.
Kom, o Adam, kom og se
Ind udi Gethsemane!
Se, hvor Paradisets Lyster
Helved-Angest af ham kryster!

4 Se, hvor skjælve Jesu Lemmer,
Se, hvor ryster Gud og Mand!
Tænk, hvor Syndens Byrde klemmer,
Døden stormer Livsens Land,
Trænger sig i Jesu Blod,
Kniber ved hans Hjerterod,
Og ham gjennem Sjælen stinger,
Som tusind' giftig' Klinger.

5 Se, hvor vaandefuld han falder
Ned, med Bøn udi sin Nød,
Trende Gange Gud paakalder,
Beder, at den bitre Død
Og den Kalk maa vige hen,
Vil dog villig drikke den,
Hvad hans Fader kun behager,
Derimod han gjerne tager!

6 Se, hvor han med Døden strider,
Ængstet i sin Hjerterod!
Se, hvor Otterslangen bider,
Og ophidser alt hans Blod!
Se, o se, hvor ængstes han!
Se, hvor giftig var den Tand,
Som med Dødsens kolde Smerte
Brød Guds Søns det rene Hjerte!

7 Ak, I Himle, vil I give
Hid en Hjertestyrkning snart!
Snart det endelig maa blive,
Jesus dør–han dør med Fart!
Græsset, hvor min Jesus laa,
Fik en blodig Dug oppaa
Af hans Aarers Purpur-Kilde,–
Ak, hvor led da Jesus ilde!

8 Vort I Verdens Leg og Lyster!
Jeg gaar til Gethsemane,
Og vikl se, hvor Jesus ryster,
Samle Trøst mod al min Ve
Af hans blodig Ansgest-Sved,
Som til min Retfærdighed
Vilde for mig Jorden væde,
Den opsanker jeg med Glæde.

9 O I blomster, I som funde
Jesu Sved for Dødens Mord,
I lyksalig Stund I runde
Op udaf den tørre Jord!
Blomsterne i Paradis
Vær mod eder ingen Pris;
Thi det Blod, som eder farved',
Gjør, at jeg har Himlen arvet.

10 Naar jeg som et Blomster visner,
Naar jeg fældes skal som Hø,
Naar at Blodet i mig isner,
Naar jeg daane skal og dø,
Naar den kolde Sved gaar ud
Af min ganske Krop og Hud,
Da min Jesu Svededraaber
For min Sjæles Frelse raaber.

11 Endelig, naar Hjertet brister,
Naar mit Øies Lys forgaar,
Naar min Tunge Maalet mister,
Und mig da, at Trøst jeg faar,
Jesu, af din Sved og Blod!
Salv dermed min Hjerterod!
Saa skal jeg i Dødsens Vaade
Finde Salighed og Naade.