1 O Gud, hvor jammerlig
Din Kirker-Ager sig
I denne Tid befinder!
Alt Ukrud fort oprinder,
Og tegner sig at sprede
Og overgro din Hvede.

2 Du har jo ladet strø
Dig Ords det rene Frø;
Det Livsens Korn, du saa'de,
Til alle Ender naa'de
Udi din Kirke-Ager
Til Himmel-Frugt saa fager.

3 Dog skyder Klinten op
Sin purpur-kroned' Top,
Og i Guds Ager brammer,
Som det vor Herre-Stammer
Man ser den, og maa lide,
Den brasker ved vor Side.

4 O Gud, hvor søvne-blind
Er Mennesket i Sind!
De, som din Ager vare,
Tidt vente ingen Fare,
Men før de ud har blundet,
Har Helved-Fyrsten vundet.

5 Nu strør han vidt herud
Et Kjætter-Klinte-Krud,
Som vel udvortes praler,
Og herlig sig udmaler,
Ja mangen Sjæl forvender,
Som Guds Ords Sæd ei kjender.

6 Thi, ak desvær'! man veed,
At Søvn og Sikkerhed
Har Hjerterne indtaget,
Imens har Satan jaget
Al Skam og Last i Grøde,
Som vil Guds Ære øde.

7 Her vokser Hovmod frem,
Had, Gjerrighed saa slem,
Hor, Mord og Løgn og Laster
Al Ærbarhed omkaster,
Rundt om os Synder grove
Gror op som tykke Skove.

8 Dog kommer vel den Dag,
Gud dømme vil sin Sag,
Og samle ind sin Hvede,
Og da med Klinten hede
Den evig' Ild og Lue
I Helveds Mørke-Stue.

9 O Gud, bevar dit Ord
Fra Satans Løgn og Mord,
Fra al den vrange Lære,
Som røver dig din Ære!
Lad Ordets Sæd udspænde
Sin Frugt til Verdens Ende!

10 Giv os din gode Aand,
Som Sæden af din Haand
Opelske kan og vande,
Saa vore Hjerte-Lande
Utallig Frygt maa bære
Dit store Navn til Ære!