1 Vi kaste atter Garnet,
O Herre, paa dit Bud,
Vi ville fange Sjæle,
Og drage dem til Gud.
Men mangen ærlig Peder
Har sine Garn udsat,
Og har dog intet fanget
Den hele ganske Nat.

2 Ja, Natten ligger over
Det dybe Folke-Hav,
Og i de kolde Baarer
Er mørkt som i en Grav;
Frimodigheden brister,
Og Tvilen tager til–
Hvor længe, ak, hvor længe,
Før du os hjælpe vil!

3 Drag ud, drag ud paa Dybet,
Og kaster til en Dræt!
Saa lyder din Befaling
Til ham, som sidder træt;
Han sidder træt ved Stranden
Af frugtesløs Besvær,
Men se! nu træder Herren,
Den stærke Gud ham nær.

4 Da reiser sig den Svage,
Og gaar i Jesu Navn:
Ja vel! paa dit Ord vende
Paa Dybet vi vor Stavn!
O se, hvor nu det lykkes,
Hvor Fansten den er stor!
Det var imod Forhaabning,
Det var paa Herrens Ord.

5 O ja, paa dit Ord, Herre!
Saa skal det atter ske
Om vi ei leve Dagen,
At vi kan Fangsten se.
Der kommer bedre Tider,
Da Baaden bliver fuld,
Guds Fangst vi haabes vorde,
Og han vor Herre huld!