1 Jerusalem! din Aske jeg beskuer,
Hvor Herrens Finger skrev med Sværd og Luer
Den Dom, som venter synds og Hovmods Hus;
Hvor er din Glands? hvor er din fordums Vælde?
Det, hvorved du blandt Steder skulde gjælde,
Er lagt i Grus.

2 Skjælv, trodsig Jord, for Herrens strenge Domme!
Til dig kan Bægeret og engang komme,
Og Raden til at drikke Bærmen ud,
Foragt Guds Ord_og se, Guds Hevn sig nærmer,
Og ingen Afgrunds Hule den beskjærmer,
Som spotter Gud.

3 Brug Lys og Dag, o Sjæl! mens Sol er oppe,
Og vogt dig for, modvilligt at tilstoppe
Det Kildervæld, som i din Ørk brød frem!
Foragtet Naade strengelig sig hvener;
Kom dit ihu, hvergang din Tunge nævner
Jerusalem!

4 Jerusalem! idag din Konge græder
Og naaderig mod dine Mure træder,
Og bedende han taler for din Sag.
O, vidste du, hvad til din Fred dig tjente,
Og hvor din ømme Frelsers Hjerte brændte
For dig idag!

5 Men det er skult. Du faldt; og Faldet lærer,
At den, som Gud, hans Ord og Hus vanærer,
Han modnes snart til strenge Dommes Høst.
Med Bøn og Bod min bange Sjæl skal haste,
For sig betids i Naadens Favn at kaste,
Og finde Trøst.

6 O Jesus, lad de Taarer, som du fældte,
Mit sovende og haarde Hjerte smelte!
Min Andagt skal idag opsamle dim,
Og Aandens Dug min Andagt skal velsigne,
Og saa skal ei min sidste Skjæbne ligne
Jerusalem!